Ofte bruger vi mange år på at udvikle os selv. Vi tager på flere uddannelser, kurser og spirituelle rejser, for at lære vores indre verden at kende.

Der sker også det, at vi lærer os selv rigtig godt at kende. Så godt, at vi ved lige præcis hvad vi vil og ikke vil. Vi ved hvordan vi vil tales til, på hvilken måde vi vil krammes, hvilke drømme vi drømmer, den type vi er og hvilken mad og slags mælk, vi synes er godt for vores krop.

Vi er blevet så gode til at kende vores individuelle måde at være på, at vi værner om det, med alt hvad vi har. Og, hvis vi kigger os omkring, så er det samfund vi lever i også organiseret omkring vores individuelle behov. På en café kan vi bestille lige præcis den kaffe, vi kan lide; købe lige præcis den ret vi synes om og gå til lige præcis den workshop vores interesse går til. Vores unikhed og individualitet er, som aldrig før, støttet og boostet af vores omgivelser. Og, vi elsker det.

Internet har udvidet vores viden om verdenen, og vi har som aldrig før været så meget i kontakt med andre, som vi er nu. Alt vi er nysgerrige på er et par google klik væk, og hastigheden vi samler informationer på er simpelthen så utrolig.

Samtidig føler vi os ofte frustreret over vores relationer og den måde vi er sammen med vores partner, børn og venner på. Rigtig mange mennesker føler sig ensomme og ikke forstået. Mange føler sig ikke elsket og ønsket.

På trods af mange timers hårdt indre arbejde, Facebook og lignende digitale mødesteder, oplever vi, at vi skal opgive noget inde i os selv for at kunne indgå i en relation. Ofte siger vi, at det ikke bliver bedre, at det er godt nok, at vi må indse, at det er sådan, det er – at være i et forhold, at være forældre eller kollega er hårdt arbejde. Så vi fortsætter med at drømme om den eneste ene – om et helt unikt parforhold.

Nogle gange har vi helt tilfældigt haft nogle dybe og meningsfylde møder med andre, hvor vi kunne mærke, at der er noget smukt muligt mellem mennesker, men alt for ofte finder vi os selv kæmpe og tilpasse os for kun at “komme sammen”.

Desuden har vi en tendens til at antage, at højt udviklede og spirituelle mennesker spontant opnår højt udviklede relationer. Men for det meste er det ikke tilfældet. Bare fordi vi er blevet eksperter på vores egen indre verden, betyder det ikke, at vi vil kunne spontant og harmonisk forstå andres verden. Det, at kunne se verden i gennem andres øjne, er en dybt fokuseret og dynamisk opgave. At kunne relatere kræver commitment, engagement, præcision og hengivelse. Det kræver, at vi for et øjeblik ”sætter os selv til side”, uden at miste kontakten til vores essens.

At lære at relatere, er, efter min mening en kunstform, som kræver vores opmærksomhed, tilstedeværelse, kærlighed og bevidsthed. Det kræver, at vi har en intention om virkelig at se og forstå det menneske, vi er sammen med samtidigt med, at vi åbner os for at blive set og forstået.

Mødet i mellem os er kun muligt, når vi er villige til at nærme os hinanden med bevidsthed og hjerte. For at opleve en følelse af dybde, intimitet og ekspansion i relation, bliver vi nødt til at bringe os i kontakt med andre. For kun, og kun når vi virkelig er sammen, har noget transformerende nyt potentiale til at opstå. Når vores unikke individuelle måder at være på mødes, har vi mulighed for at co-kreere en ny bevidsthedsform. Vi vågner op sammen til virkeligheden.

Amela Thrane